CC STUDIO for børn, unge & voksne

Oplev gode samtaler og inspirerende leg i Copenhagen Contemporarys udstillinger


Husk: Børn og unge under 18 år har fri entré.

CC STUDIO er Copenhagen Contemporarys nye formidlingstiltag for børn og unge og deres familier.
CC STUDIO rummer aktiviteter og faciliteter med fællesskab som det gennemgående element.

Copenhagen Contemporary viser international installationskunst i store, teknisk- og pladskrævende formater skabt af samtidskunstens verdensstjerner. Det er kunst, man kan bevæge sig ind i, røre ved, undersøge og bruge på måder, der aktiverer både krop, øje og forstand – uanset alder.

CC STUDIO kan i de nuværende udstillinger både opleves på egen hånd og som en del af en omvisning ved CCs kunstfaglige værter.

I Hal 1 og 2 inviterer SUPERFLEXs totalinstallation One Two Three Swing! til leg, snak og eftertænksomhed med kollektive gynger og et stort spejlpendul svingende over et tykt, blødt gulvtæppe. I hal 3 spiller Doug Aitkens dragende videoværk SONG 1 på et rundt, svævende lærred med den velkendte popsang ”I Only Have Eyes For You” som gennemgående struktur.

PÅ EGEN HÅND

På væggene i udstillingerne findes aktivitetskort med spørgsmål og opgaver til alle aldersgrupper. Alle opgaver tager udgangspunkt i Copenhagen Contemporarys aktuelle udstillinger.

Gå på opdagelse og lad kortene inspirere til både aktivitet, samarbejde og eftertanke. De opfordrer til at lege, lytte, se, tegne, skrive, finde, mærke, opleve, reflektere, vælge, gynge og danse med et videoværk. Aktiviteterne inddrager kunsten, udstillingshallerne samt egne oplevelser og erfaringer.

OMVISNINGER FOR BØRN

Hver søndag kl. 14 inviterer vi børn og deres voksne med på en særlig omvisning i vores udstillinger. Turen tager cirka 30 minutter og er gratis at deltage i, når I har betalt entré. Undervejs undersøger vi sammen kunsten gennem dialog, leg og aktiviteter.

Anbefalet alder: 4-12 år