12.08.2017

CC x Haven: Snow in Summer 12:00–14:00

Hans Abrahamsens Schnee

Copenhagen Contemporary slår som satellitscene hos HAVEN festival dørene op til en unik opførelse af den danske komponist Hans Abrahamsens mesterværk Schnee (2008).

Hans Abrahamsen er en af Danmarks største nulevende komponister, og hans værker har skabt stor begejstring i musikverdenen. Schnee vil blive opført af det irske Crash Ensemble og dirigeret af amerikanske Alan Pierson.

CCs rå haller danner en usædvanlig ramme for opførelsen, der fjerner Schnee fra koncertsalens rum og placerer den klassiske komposition i en ny kontekst – både hos CC som kunstcenter og blandt Havens rytmiske musikprogram.

Efter koncerten udfoldes Schnee gennem en artist talk mellem Hans Abrahamsen og Bryce Dessner fra the National.

HAVENs gæster har gratis adgang og vil desuden have mulighed for at besøge CCs udstillinger: Sarah Szes Timekeeper (2016) og Christian Marclays The Clock (2010).

Vi glæder os til at se jer når den musikalske sne falder om sommeren. 

Tilmeld dig begivenheden på Facebook og få opdateringer her.

NB: Det er ikke muligt at reservere pladser eller forudbestille billetter. Prisen, uden et HAVEN armbånd, er normal entrépris på CC.

Arrangementet er støttet af Augustinusfonden og Culture Ireland.