04.06.2019

Koncert 19:00–22:00

Matmos – Plastic Anniversary

Copenhagen Contemporary, ALICE og Gong Tomorrow byder på en koncert for plastik, når lyd-fetichisterne i Matmos optræder med det nye værk Plastic Anniversary. En særlig stedspecifik koncert, som får nye dimensioner i Claudia Comtes udstilling I Have Grown Taller from Standing with Trees.

Døre kl 19 / koncert kl 20
Køb billet i forsalg: 140 kr inkl gebyr
Køb billet: https://bit.ly/2E8jttv
Lyt: https://www.youtube.com/watch?v=cKsuyblGd28

Oplev de evige lydudforskere M.C. Schmidt og Drew Daniel, der udgør duoen Matmos, når de optræder med deres unikke album udelukkende baseret på lyden af plastik: Plastic Anniversary.

Duoen, der helt fra starten har bygget deres musik op omkring sampling af hverdagslyde med lige dele bizar humor, klinisk grundforskning, avantgardistisk collage og queer blik på samfundet, kan fremstå som den elektroniske musiks originaler. Men de går altid til arbejdet med grundighed, underfundighed og konsekvens.

Karakteristisk for Matmos kaster de sig på pladen over alt fra plastiktrompeter, toiletbørster og brystimplantater til syntetisk fedt, bubble wrap og panfløjter lavet af PVC. Med disse objekter skaber de musik, som refererer til dancehall, klassisk minimalisme og prog rock. Med andre ord: Matmos i storform!

Matmos’ forunderlige plastikunivers udfoldes på CC når duoen optræder i den schweiziske kunstner Claudia Comtes installation ‘I Have Grown Taller from Standing with Trees’. I lighed med Matmos’ plastikmusik knytter værket, der forener skulptur, lyd og matematiske systemer med kunstnerens interesse for arkæologi, biodiversitet og skovbrug, an til spørgsmål om det antropocæne og menneskets relation til den omgivende verdens materialer.