11.04.2019

Koncert 18:00–21:00

Uhørt med Hørslev og Mechlenburg

Kom til koncert torsdag d. 11.04 når duoen Uhørt optræder og Vinhanen samt BRUS står i baren.

Uhørt består af forfatter Lone Hørslev og komponist Jesper Mechlenburg, der er gået sammen i et unikt musikalsk samarbejde. Jesper har med udgangspunkt i Lones digte og oplæsning tilsat ordene et dybt originalt musikalsk univers.
Sangene er både pop og poesi. De er undersøgelser af sprogets særlige musik og musikkens sprog. Her mødes følsom hviskende kærlighedserklæringer med fængende refræner og hverdagspoetiske betragtninger.
Hørslevs digtsamling Dagene er data (2018) kredser om længslen efter kærlighed og lykke, om at møde den eneste ene, om elefanter og magi, drømme, trylleri og poesi. Det uventede i det daglige og nære. Det skæve i det almindelige. Og det fjerlette i det allermest tunge.

Særligt fokuserer digtet Et træ kan amme et træ på træers indbyrdes relation – en relation som netop også CCs aktuelle udstilling I Have Grown Taller from Standing with Trees af den schweiziske kunstner Claudia Comte tematiserer.
I Comtes totalinstallation undersøges, hvordan træer er tæt forbundne og gennem nære relationer skaber netværk, der viser sig at være lige så essentielle for træer, som de er for mennesker. Hver stamme er forbundet med millimeterpræcision på et geometrisk tæppe, der udgør skovbunden, som markerer træernes kommunikationsveje gennem rødder under jorden.
Vi anbefaler, I besøger udstillingen før eller efter koncerten.

Det er gratis at deltage efter betalt entré!

Dørerne åbner: kl. 18.00
Koncertstart UHØRT – Hørslev/Mechlenburg: kl. 19.00
Bar ved Vinhanen og BRUS: kl. 18.00-21.00

Vi glæder os til at se jer!

Praktisk information:
Koncerten forgår i CCs foyer med ståpladser. Billetter kan ikke sikres i forvejen, så kom gerne i god tid. Det er muligt at opleve CCs udstillinger i samme tidsrum dog påvirket af lyd fra koncerten.

LONE HØRSLEV (1974) er forfatter, digter og musiker, som debuterede med digtsamlingen Tak i 2001. I alt har hun skrevet fem digtsamlinger og fire romaner, senest romanen Dyrets år fra 2014. Hun har modtaget en række priser for sit forfatterskab, blandt andet Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat og Akademiets Beatricepris.

JESPER MECHIENBURG (1972) er komponist, sanger og sangskriver og hans musiske evner spænder bredt – fra pop til rock. Han har blandt andet vundet en Grammy award for Bedste Børne Album i 2006 og har gennem sin karriere arbejdet sammen med blandt andre Yahya Hassan, Søren Huus og Kristian Leth.